Jeg har altid været rastløs. Jeg er elendig til at sidde stille og lave ingenting. Jeg hader at se film og ‘blive underholdt’, men elsker at læse 5 bøger på en weekend og underholde mig selv. Jeg er elendig til at kede mig, og finder altid noget interessant at udforske. Jeg orker ikke at meditere, men vil hellere gå en tur i skoven, løbe eller gøre rent.
Hvorfor lave om på rastløsheden og gøre den forkert?
Jeg tænkte på det i går, da en god ven sagde at han var rastløs, og det lød nærmest som om det var en lille infektion (en kollektiv epidemi kaldet DAMP).
Jeg kan blive lidt ked af tanken om, at jeg har brugt så mange år på at gøre min rastløshed forekert, når den i virkeligheden altid har været min ENORME styrke, min indre POWER og en vidunderlig gave! Jeg har altid haft gang i mange spændende ting, er meget engageret, passioneret, er for rastløs til at lave ingenting, elsker at handle, elsker spænding og trives når jeg bruger min handlekraft!
Nej, jeg gider ikke at meditere, bare fordi det skulle være åhh-så-godt-for-sjælen. Det er uden tvivl glimrende for mange, men min meditation er at gå i skoven. De grønne træer og den dybe stilhed der er i skoven, nærer mig og oplader mig 1000% gange mere end både meditation og yoga. Løb giver mig afslapning, eufori, nydelse, glæde, tilstedeværelse i nuet og meget mere, mens min kæreste bliver decideret stresset af at løbe! Skal han så begynde at løbe fordi det er så sundt, så udrensende og sygdomsbekæmpende?
Jeg skal ikke lave om på den jeg er, fordi jeg skal prøve “at være bedre til at slappe af”. Jeg slapper aller-allermest af, når jeg ACCEPTERER den, jeg er, i stedet for at prøve på at være den perfekte udgave af noget jeg ikke er…
Og det interessante er, at tanken “jeg er for rastløs” netop GØR mig stresset, hvor accept af rastløsheden på magisk vis slutter kampen mod den og jeg kan bruge dens vidunderlige styrker til at nå mine mål!
Skoven kalder… 
