fredag den 20. august 2010

Dine handlinger afslører om du har truffet en beslutning eller ej...

"Jeg er træt af det her mad!", tænkte jeg da jeg stak gaflen ned i den ret af kartoffelmos og svenske köttböllar, som min søde, halvsvenske kæreste havde anrettet. Jeg er træt af ikke at tage mig tid til at lave salater og virkelig nærende mad, fordi jeg har 110 andre ting der rangerer højere på prioriteringslisten. NU vil jeg gerne spise sundt!

5 timer senere fangede jeg mig stå ved kassen i SuperBest med en pakke italiensk pasta/kylling-ret, en yndig lilla (men temmeligt uspiselig) plante og 10 blandede frugter. 

Dér slog det mig at jeg ikke havde taget en ordentlig beslutning om at spise nærende mad, så derfor havde jeg automatisk handlet ud fra vanen om at købe mad, der giver mig mere tid - men desværre ikke mere næring og sundhed. (Og selvom jeg ikke længere behøver at tænke på vægten, betyder det ikke at jeg ikke behøver at tænke på sundheden - det er også hvad min højt elskede hårpragt prøver på at fortælle mig, idet den fælder mere end nogensinde).

Så NU tager jeg beslutningen!

Tror du på den?

Det lyder meget fint og motiverende, men den sætning er intet værd, uden en handling, der støtter den.

Det vi siger er fuldstændig ligemeget. Vores handlinger siger mest.

Hold øje med dine handlinger:

  • Hvad afslører DE om hvad du har comitted dig til?
  • Hvad afslører de om hvad du endnu ikke har comitted dig til - altså det, du bare taler om, men ikke gør noget ved?