Min kæreste og jeg fik et sammenstød i eftermiddags (det er skam glimrende, for det rummer muligheden for udvikling og fornyelse!), og dét sammenstød førte til en fantastisk indsigt!
Da jeg dykkede ned i min irritation opdagede jeg at det var en række forstyrrelser igennem dagen (især uvigtige telefonopringninger og baggrundsstøj) der havde hobet sig op til at blive en eksplosiv irritation – der til sidst gik ud over min kæreste. Og det var netop også forstyrrelser der havde irriteret ham og ført til hans smågnavne humør.
Vi dykkede ned i forstyrrelserne, fik snakket om hvad der frustrerede os hver især (det er meget vigtigt: vreden/frustrationen skal ikke kvæles eller fortrænges; den skal udtrykkes!) og når den blev forløst, dukkede indsigterne op!
Indsigten var, at forstyrrelser er små budbringere af muligheder!
Telefonopringningerne rummede en invitation = en mulighed jeg kunne vælge enten at sige “Ja tak” eller “nej tak” til. Forstyrrelserne rummer en mulighed til at opdage noget nyt og måske finde nye løsninger, i stedet for at gøre som jeg plejer. Og selv det, at sige “nej tak” rummer muligheden for at sætte grænser, justere prioriteringer eller lære noget nyt om mig selv.
Det eneste problem med forstyrrelserne, er mine tanker omkring dem. Og når mine tanker om forstyrrelserne er “jeg burde ikke bruge tid på det her” og “det er spild af tid”, så BLIVER det spild af tid og jeg får ikke ret meget andet end irritation ud af forstyrrelsen.
Men hvis jeg derimod vælger at anskue forstyrrelsen fra den modsatte vinkel, f.eks.: “hvad er muligheden i dette?”, “hvad kan jeg lære af dette” eller “hvordan kan dette hjælpe mig?”, så begynder pæren at blinke og der dukker glimende svar frem!
Hallelujah!
