torsdag den 10. juni 2010

Lad være med at dele dit ønske om at få den krop du gerne vil have, med en der ikke selv har den


I 2006 snakkede jeg med en god ven via MSN om at jeg gerne ville tabe mig, og sød som han var, sagde han at det trængte jeg ikke til. Jeg sendte ham det gyselige før-billede, men det rykkede ikke ved hans overbevisning. WHAT?! Hvornår skal man så tage problemet op? Når det ER gået helt galt og vægten viser 90 eller 100?
Min søde kæreste mente heller ikke at jeg havde brug for at smide mere fedt, da vi mødtes i 2007 og jeg vejede 10 kg mere end jeg gør i dag, men 10 kg mindre end på billedet fra sommeren 2006. Alligevel holdt jeg fast i at det ville jeg! Og det er han absolut GLAD for i dag!
Da jeg selv var overvægtig sagde jeg til en veninde, der gerne ville smide 2 kg at “dét skulle hun absolut ikke!!”, og jeg blev helt bekymret for om hun havde anoreksi. Men i virkeligheden gav hendes lyst til at tabe sig mig dårlig samvittighed, fordi jeg lignede en flodhest ved siden af hende. Så hvis hun tabte 2 kilo ville det jo blive helt fatalt for mig, der trængte til at tabe mig – ikke bare 2 – men 20!
Der er naturligvis situationer hvor helt tynde føler sig fede, men naturligvis ikke er det, og det er en helt anden sag (kaldet anoreksi). Men i langt de fleste tilfælde er dem, der siger “nej, du har da ikke brug for at smide 5 kilo”, større end dig, mere samvittighedsplagede end dig (eller også er de mænd) eller måske vil de bare ikke have at du bliver lækker UDEN dem. Så, for din egen skyld: Lad være med at dele dit ønske om at få den krop du gerne vil have, med en der ikke selv har den...