Jeg havde aldrig set mig selv som stresset, medmindre jeg decideret fes rundt (fysisk), glemte at trække vejret, glemte at spise og løb om kap med tiden for at nå noget. Jeg forbandt altid set stress som noget med et galoperende hjerte.
Jeg skænkede det heller ikke en tanke hvorfor jeg i 2002, 03, 04, 05 og 06 havde gentagne fordøjelsesproblemer.
Nu ved jeg at symptomer som forstoppelse og irritabel tyktarm er et signal for stress – i hvert fald i min krop. Og at jeg reagerer stik modsat når jeg er stresset: Jeg bliver stille, trækker mig til mig selv, siger ikke ret meget, har svært ved at lytte og (som min kæreste har bemærket) griner heller ikke ret meget.
Så måtte jeg lige fiske en sætning frem jeg for kort tid siden sendte til en bekendt, der måtte aflyse en komsammen pga. stress:
Stressen er en gave (i en knapt så skøn indpakning. Men ikke desto mindre en gave)
Det dejlige ved det, vi siger til andre er, at det også er råd til os selv (så hvis du har svært ved at give dig selv et råd, så spørg dig selv, hvad du ville sige til en anden!)
…Og gaven i min stress var, at jeg var kommet på afveje fra min passion. Jeg havde tænkt for meget i at gøre mit budskab skarpt og havde derfor snævret mit fokus ind til vægttabs-sabotage. Men begejstringen for det simple blev afløst for meningsløsheden over at arbejde med noget der var knapt så dybt, som det jeg i virkeligheden er fascineret af.
Overvægt er ikke problemet i sig selv, det er bare et symptom på et problem. Overspisningen er bare et symptom på at der er noget (helt andet) galt. Det var blevet for “overfladisk” til mig, der elsker dybde. Og det sendte et forkert budskab ud, for overvægten er ikke det égentlige problem. Og i øvrigt kan kvinder være sunde, lykkelige og se knaldgodt ud selvom de er en størrelse 40 (lykke og frihed afhænger hverken af størrelsen på kjolen, BH’en eller bankkontoen). Samfundet laver i forvejen rigeligt af idealforvrængede billeder, og det behøver jeg ikke være med til. Vi behøver ikke alle være åleslanke og bruge str. 36, det er ikke min drøm i hvert fald (selvom jeg dog er meget glad for selv at være åleslank (jaja lidt overfladisk har man vel lov til at være 
)
)Min drøm er at opløse selvsabotage, så vi ikke spænder ben for vores drømme og ikke fører selvsabotagen videre til næste generation. Jeg er ikke vokset op med vold og magtesløshed og jeg har ikke haft depressioner og afprøvet selvmordsforsøg for kun at arbejde med vægttab! Fandme nej! Vi skal have det hele med: HELE selvsabotagen, fra alle livets områder! Alle de gnavende, ødelæggende dele indeni os der tærer på det liv, vi kun har én gang. Og det er nu.
Phew. Det var dejligt at “finde hjem” igen. Hjem til selvsabotagen, og ikke kun vægttabet. Vægttabs-sabotagen er også med i det nye, men der er blevet plads til dens søskende også. Dem arbejder jeg på nu, og vil løfte sløret for snart…
