søndag den 1. august 2010

Hvordan én nydelse frigør selvsabotagen, mens en anden fodrer den…

- Jeg afskyr smagen af Valleforce, men min mave elsker virkningen af det.
- Styrketræning keder mig, men det er absolut nydelsesfuldt at have en fast, trimmet og stærk krop!
- At gøre rent kan være grrrr-irrrriterende, men bagefter er det lækkert, nydelsesfuldt og befriende!
Det der gør nydelse interessant, i forhold til selvsabotage, er gevinsten. Altså den nydelse der indtræffer, EFTER at du har gjort noget, der er knapt så nydelsesfuldt.
Kortvarig nydelse kan let narre dig. Jeg nyder f.eks. smagen af dessert og snacks, men bagefter kommer bivirkningerne. Og når det kommer til stykket, er nydelsen ved at have en slank krop, langt mere nydelsesfuldt end  smagen af en hvilkensomhelst dessert eller snack! Skriv det ned:
En slank krop er langt mere nydelsesfuld end denne _______ (indsæt den snack der hjemsøger dig)!
En alkoholiker nyder en kold øl, ligesom en ryger nyder sine cigaretter og shopaholikeren nyder at shoppe. Men effekten af det, er alt andet end nydelsesfuldt for dem alle 3. Det er en selvsaboterende nydelse.
- Nyder du effekten af at have løbet en tur? Men ville du hellere blive indendøre end at tage løbeskoene på og komme afsted? Er du villig til at gøre det alligevel? Ja, fordi følelsen efter løbeturen, og sundheden på længere sigt, overskygger den stejle bakke, det piskende sved og den galoperende puls.
- En mor nyder sit barn og sin familie, men de færreste mødre nød graviditeten for ikke at nævne slutningen af den! Var hun villig til at gøre det alligevel? JA, fordi gevinsten var mere nydelsesfuld end smerten undervejs.
Prøv at tænke på bare én ting, du tøver med at gøre, men som du godt ved at du er nødt til at gøre….
Hvad vil gevinsten være, hvis du er villig til at gøre det her alligevel?
…Hvad vil gevinsten være, hvis du GØR det, du ved du skal gøre, selvom du ikke har lyst?
Forskellen er, at du må give afkald for nydelsen for en stund, men du kan til gengæld indkassere den bagefter!
Alternativet er at du gør det, du nyder NU (overspringshandler, spiser is, osv.), men bagefter spøger den dårlige samvittighed og en lidt tungere krop. Dét er selvsabotage forklædt som nydelse.
Jeg har gentagne gange bildt mig selv ind, at jeg ville nyde en iskold is, men bagefter fortrød jeg det. Det var en forførende nydelse, og den nydelse er ikke ægte. Og så er den så kortvarig, at den ikke engang er besværet værd.
Gå efter den langvarige nydelse i stedet for.
.
…Og hvis du absolut insisterer på at du skal have den is, så spørg dig selv:
“Vil denne is også give mig nydelse bagefter, når den er væk?”
og
“Hvad vil give mig mest nydelse: Denne is, eller den krop jeg gerne vil have?”