Jeg har haft en tilbagevendende (selvsaboterende) tanke der lød sådan her: “er det nu også troværdigt at jeg arbejder med vægttabs-sabotage, når jeg nu er så åleslank som jeg er og slet ikke har problemer med vægten længere? Jeg ligner ikke en der nogensinde har været overvægtig..” og bla bla bla…
Men så kom jeg til at tænke på, hvem jeg selv ville have hjælp af: En der stadig saboterede den krop hun gerne ville have og som stadig overspiste og trøstespiste? Eller en der var blevet satans lækker og så fri for det selvsaboterende overspisnings-fængsel, at man aldrig skulle tro hun havde vejet et gram for meget?
Uha, jeg ville da først og fremmest GLÆDE mig over at kunne se et levende bevis på at det sidste er MULIGT!!
Så kom jeg til at tænke på et program jeg på et tidspunkt så, hvor diætisten selv lignede en der kunne trænge til at spise bare liiiidt mindre (eller dyrke lidt mere motion). Hun var ikke en jeg ville betegne som slank og derfor ikke en jeg ville have hjælp af. Og på samme måde ville virkelig overvægtige (100+) ikke komme til mig, for jeg har ikke prøvet at veje mere end det, der for dem ville være en befrielse at veje.
Til gengæld er småovervægtige og chubby kvinder lykkelige for at jeg gør det, jeg gør, for ingen vil tage dem seriøst hvis de siger at de er “overvægtige”. Så der er ikke ret meget støtte at hente og deres overspisningsproblem bliver ikke taget seriøst, for “så galt er det heller ikke”. (Skal man så vente med at tage overspisning og trøstespisning seriøst til når det ER gået helt galt??)
Så GU er det troværdigt og gu er det fantastisk at man kan blive fri for vægttabs-sabotage, overspisning og trøstespisning og at du ikke bare har mit ord på det, men også billede!
