fredag den 27. august 2010

Tid til at blotte smerten...


Nu vil jeg se frygten i øjnene og springe ud i det ubehagelige.

Tage et dybt ubehageligt, men vigtigt spring, i selvsabotagens historie.

Here it goes...

Jeg skrev en artikel til Ude & Hjemme om min historie med selvsabotage.

Dybt ubehageligt...

Jeg havde håbet at jeg kunne vente med at offentliggøre den, til ingen i min familie kunne opdage den.

Helst til begge mine forældre var døde.

Men det kræver jo så teknisk set enten udvandring eller dødsfald, og det er der jo heller ingen grund til at vente på!

Så inspireret af Christina Søgaard's modige overskrift; "Bryder Tavsheden", vil jeg springe i mit modige selv og gøre det samme.

For jeg kan bruge et helt liv på at lade det forblive en hemmelighed hvor fucked-up en fortid og familie jeg har haft.

Eller jeg kan bruge mit liv på at inspirere de titusindvis af andre der også har haft en fucked-up fortid til at opdage at vejen fra offer til frihed, starter indeni os selv.

Min historie med skyldfølelse og selvsabotage har lært mig mere end nogen psykologiuddannelse nogensinde vil være i stand til:

Vold i hjemmet, trusler om at blive slået ihjel, selvmordsforsøg, flugt fra hjemmet som 16-årig, en gruende skyldsfølelse der tærede mig op indefra og gav kronisk stress,depression, en voldtægt jeg tiede om i 4 år, alkoholmisbrug, overspisning, shoppingmisbrug og pillemisbrug...



Selvsabotagen har været så stor en del af mit liv, at jeg kender den lige så godt som jeg kender mig selv. Og jeg fortsætter med at lære alle de fascinerede afkroge af den at kende hver eneste dag.

Jeg vil være den den første til at indrømme at vejen ud af selvsabotagen ER svær. Der findes - som Lykke Rix - ganske rigtigt siger “ingen quick fixes”.

Det forværrer absolut kun selvsabotagen at ofre spænder ben for sig selv på alle tænkelige måder, fordi de har taget ansvar på en så forkert måde, at de føler at det der er sket mod dem, er DERES EGEN skyld. De får skyldfølelse over de modbydeligheder de er blevet udsat for.

Vejen ud af det er ufatteligt UFATTELIGT svær og mest af alt meget, meget overspringsindbydende (køleskabet, alkoholen eller cigaretterne vil begynde at lokke ligeså snart du bare TÆNKER på at skulle dykke ned i din smerte, ikke sandt?).

Men der ER en vej ud. Og den starter i os selv.


I mellemtiden kan jeg tage Lone Powerprinsessens vise ord frem, når frygten for, hvad andre vil tænke, dukker op:

"Din Sag er vigtigere end dig".

Min selvsabotage-sag er vigtigere end mig.

Det er en historie der er vigtigere end mig og min egen stolthed.

Den er vigtig for de mennesker, der lige nu spænder ben for sig selv i en sådan grad, at det indskrænker deres liv og frihed.

Den er vigtig for de, der saboterer sig selv og straffer sig selv pga. det lave selvværd som skyldfølelsen har skabt.


Og jeg er villig til at være det talerør for de titusindvis, 100-tusindvis der lige nu spænder ben for sig selv.

Også selvom det vil gøre ondt, bide i min stolthed og prikke til en gammel skamfølelse.

Alt det er en del af den både fantastiske og skræmmende rejse jeg har begivet mig ud i...

Mission Selvsabotage er nu officielt startet
- og det er et point of no return...