Forleden læste jeg en kommentar til Powerprinsessens video, jeg ikke helt kunne ryste af mig. Det vækkede noget i mig, der nu er blevet til dette blogindlæg 
Det var disse udpluk af kommentaren jeg især bed mærke i (du kan læse resten her):
“Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad det er du prøver at bidrage med”“Når jeg ser mange af dine videoer, så synes jeg mest af alt, at det er banaliteter, du taler om og det virker relativt ugennemtænkt, det du siger. Du bruger rigtig mange ord, men siger ikke ret meget.”“..så er der for mig at se ingen budskab overhovedet andet end at du promoverer dig selv. Det kommer til at ligne et ret narcissistisk projekt, hvor du gerne vil være kendt men måske i virkeligheden ikke har det helt store budskab…”“Også i din bog tænkte jeg flere gange: ja, og….? Det er helt almindelige hverdagsoplevelser fra et kvindeliv. Jeg tror de fleste af os (desværre) har oplevelser med dårlig sex, som vi ikke skulle have deltaget i, brud med en kæreste, en abort eller andet men det er stadig såre almindeligt.”“Jeg fik tanken under læsningen, at du måske skulle have ventet med at udgive den til du havde noget mere levet liv og dermed flere både tragedier og skønne øjeblikke at skrive om. Det er rystende banalt og en anelse umodent.”“Jeg kan jo se, at mange kvinder synes, at det du bidrager med er godt og inspirerende. Det er rigtigt positivt. Jeg forstår det bare ikke. Jeg savner fuldstændig noget essens og dybde i dit budskab – og jeg savner i den grad en følelse af at du har en SAG, der handler om andet og mere end at sætte spot på din egen person, så du kan få så meget rampelys som muligt. Det er vel ikke interessant i sig selv at være et kendt ansigt bare for at være kendt. Det lugter lidt af Big Brother, synes jeg. Det krævede ingen talent.”
.
Puha, jeg synes det er så sørgeligt, at jeg er næsten lige ved at græde.
Puha, jeg synes det er så sørgeligt, at jeg er næsten lige ved at græde.
Dette indlæg afslører virkelig nogle selvsaboterende overbevisninger, der ikke handler om Powerprinsessen, men om kvinden selv. Selvsabotagen ligger i, at det hun skrev, er skrevet ud fra hendes egen begrænsning.
Forestil dig, at din indre kritiker hvisker disse sætninger til dig: “Du kan ikke arbejde med banaliteter”, “Hvis du skal arbejde med noget skal det være gennemtænkt”, “Du må ikke promovere dig selv”, “Det er ikke godt at være narcissistisk”, “Du skal have det helt store budskab, hvis du vil ud i verden og inspirere andre”, Du kan ikke arbejde med noget der bare er almindelige hverdagsoplevelser eller som er såre almindeligt”, “Du skal vente med at udgive en bog til du har levet mere liv og oplevet flere tragedier og skønne øjeblikke”, “Du kan ikke udgive noget der er banalt og umodent”, “Du skal have essens og dybde i mit budskab”.
Puha, det lyder som en dårlig udgave af “Jantalaw no. II”, ikke?
.
Forestil dig at du har disse overbevisninger. Hvor meget føler du dig indskrænket og hæmmet af disse tanker og overbevisninger? Jeg føler mig lidt klemt i en spændetrøje der hedder ‘forventninger’. Naturligvis er forventninger fantastiske, for de sørger for at vi hele tiden forbedrer og udvikler os, men forventningerne og kravene til os selv og andre, kan også kvæle initiativ, lyst, kreativitet, autencitet! Jeg håber enten at denne kvinde vil opfinde en helt fantastisk dyb sag der er gennemtænkt, ikke handler om banaliteter, ikke er såre almindeligt, har det helt store budskab, ikke er umodent, har essens og dybde og uden at promovere sig selv – ELLER at hun vil tage et skridt ud af de hæmmende begrænsninger. For nogle gange er det netop “banaliteter” der hjælper og inspirerer tusindvis af andre mennesker. Og en sag kræver ofte at vi selv står frem og promoverer dem.
.
Jeg bliver nødt til at afslutte med at bringe en anden vinkel på alle disse overbevisninger:
Jeg bliver nødt til at afslutte med at bringe en anden vinkel på alle disse overbevisninger:
“Du kan ikke arbejde med banaliteter” – Alt er en banalitet – for nogen – og dybt inspirerende for andre. At have et job der ikke inspirerer en masse mennesker, er absolut også en banalitet!
“Hvis du skal arbejde med noget skal det være gennemtænkt” - Du kan også vente så længe, at årene går, du sidder som 60-årig klar til at gå på efterløn og ikke har inspireret noget, fordi du har været så dybt optaget af dit navlepilleri.
“Du må ikke promovere dig selv. Du må ikke sætte spotlyset på dig selv. Spotlyset skal være på din SAG” – Hvordan vil du inspirere andre, hvis du ikke må bruge dig selv som inspirationskilde?
“Det er ikke godt at være narcissistisk” - så det er ikke godt at elske sig selv? Puha, sikke en sørgelig tanke!
“Du skal have det helt store budskab, hvis du vil ud i verden og inspirere andre” - Det vil du aldrig få. For det der er “det store budskab” for dig er røv-uinteressant i andres øjne. Jehovas Vidner har et stort budskab, men det giver mig da ikke lyst til at lytte til dem og læse deres “Vågn Op”-blad.
“Du kan ikke arbejde med noget der bare er almindelige hverdagsoplevelser eller som er såre almindeligt.” - Phew, så er der ikke ret meget tilbage at vælge i mellem, er der? Selv det, at arbejde med voldsramte kvinder er hverdagsoplevelser – for dem.
“Du skal vente med at udgive en bog til du har levet mere liv og oplevet flere tragedier og skønne øjeblikke” - ja og da er du måske død og kan ikke inspirere ret mange…
“Du kan ikke udgive noget der er banalt og umodent” - det der for én virker banalt og umodent, er for andre en ENORM hjælp og inspirationskilde!
“Du skal have essens og dybde i dit budskab” - Hvad vi ser “dybde” i, afhænger af hvem vi er og hvad vores livsoplevelser har været. Vi ser ikke verden som den er, men som vi er…
