Forestil dig en kvinde hvis naturlige vægt er 55-60 kg.
- En måned senere vejer hun 63 kg.
- Et par måneder efter det vejer hun 65.
- Næste gang er det 68.
- Langsomt sniger det sig op til 70 kg.
- Så bliver det 75.
- Og så ser du hende ikke mere (fordi hun isolerer sig, så ingen skal se hendes – nu synlige – overspisningsproblem).
Hvad ville du spørge hende om?Hvad ville du sige til hende, hvis hun betroede dig, at hun var ked af at have taget så meget på?
De fleste vil bare sige “jamen du vejer da ikke for meget” (fordi de sammenligner med hvor meget de selv vejer eller sammenligner med hvordan en “rigtig overvægtig” ser ud).
Men en “rigtig overvægtig” har også vejet mindre engang. Den eneste forskel er bare, at problemet voksede – og voksede – og voksede – og blev til sidst så stort at det gik ud over arbejdsindsatsen, helbredet, forholdet, selvværdet, selvtilliden, den indre livsglæde… og såMÅTTE man tage fat i det!
Jeg gider ikke at vente vente til problemet er vokset sig større. For så er det blevet så fælt et problem, at det vil tage endnu længere tid at løse.
“Løs alle problemer mens de er små. Så får du aldrig store problemer”, var der en der sagde
Men i de flestes tilfælde fortsætter det (især fordi overvægt er så tabu-belagt. Vi vil hellere læse om det i avisen end at snakke om det med dem, der er det).
- Så næste gang vejer hun 80
- så 85
- så 90
…og SÅ begynder du at snakke med jeres fælles venner eller familiemedlemmer om hun godt nok ikke har lagt sig lige lovligt meget ud?
Men du tør stadig ikke snakke med hende om det, for ikke at såre hende…
Men bare rolig, hun bliver såret hver gang hun kigger sig selv i spejlet og hun sårer sig selv hver gang hun spiser mere end hendes krop har brug for…
Det jeg ville gøre var – ikke at motivere hende til at tabe sig eller snakke om fedtet – men snakke om årsagen til at det er gået som det er gået. Ikke se fedtet som problemet, men den grund til at hun spiser, selvom hun ikke har brug for mad, men noget helt andet. En‘Selvsabotage Session‘ med mig handler slet ikke om kost og motion (du ved allerede hvordan du ville spise hvis du havde en slank krop), men om de tanker og følelser der ligger bag.
