Kender du det, når du anstrenger dig ivrigt efter at forsvare dit synspunkt eller din drøm overfor en, der ikke er enig, eller ikke forstår dig?
Jeg plejede at have en del “kampe” med min familie om uddannelse. Deres indgroede overbevisning er, at man ikke kan leve uden en uddannelse, og jeg gætter på at den kommer af, at min farfars succesfulde selvstændige virksomhed brød sammen under 2. verdenskrig og han mistede ALT. Det må have sat nogle spor i de 7 søskende.
Men under den sidste uddannelses-diskussion for et år siden, indså jeg at det, der i virkeligheden er slemt, ikke er, når DE tvivler på om jeg kan klare mig uden en uddannelse, men når JEG tvivler på mig selv.
- Og den eneste grund til, at jeg spildte min tid på at overbevise dem, var fordi jeg ikke selv var overbevist…
Jeg var blevet hjernevasket med “du er ikke noget værd uden en uddannelse” og havde fortsat med at hjernevaske mig selv med den selvsaboterende sætning.
Så jeg behøvede slet ikke at overbevise dem, om at jeg havde ret, for den eneste der skulle overbevises, var mig selv. At indse dét var virkelig en befrielse, for så kunne jeg tage fat på den egentlige selvsabotage, som ikke er “derude”, men “herinde”. Og det var mine egne selvsaboterende tanker, der hviskede “du kan ikke klare dig uden en uddannelse”.
Og pyha, det tog sin tid at bryde igennem lag efter lag af den ældgamle selvsaboterende overbevisning…
- Så hvis der er en der ikke er enig i dine synspunkter og din drøm, og det irriterer dig, så tag et kig indad og spørg:
Hvordan tvivler jeg selv på det, jeg vil?
Og ikke mindst…
Hvad ville jeg gøre, hvis jeg IKKE tvivlede på mig selv?
(Så ville du måske først og fremmest IKKE bruge tid på at overbevise andre, men bare springe ud i det – og blive ved – og ved…)
