mandag den 14. juni 2010

“Hvis i dag var min sidste dag…”

Hvis i dag var din sidste dag, ville du så stadig gøre det, du gør nu?
Dét spørgsmål stiller Steve Jobs sig selv af og til. Og hvis svaret er “nej” i for mange dage i træk, så er det for ham et tegn på at han skal lave noget andet.
Jeg vågnede i morges med en følelse af tristhed (det er ikke så mærkeligt efter en frivillig søndag på krisecentret, med nogle triste historier, der affødte frustrationen over ikke at kunne samle alle verdens voldelige mænd i ét syltetøjsglas til en gang intensiv terapi!). Jeg havde ikke lyst til at stå op, men gad da absolut heller ikke at blive i sengen!
Så jeg spurgte mig selv: “Hvis i dag var min sidste dag, ville jeg så stadig gøre det, jeg gør nu?”
- Svaret var, at jeg stadig ville forstætte med at snakke, skrive og inspirere andre om selvsabotage, men jeg ville ikke sidde foran en computerskærm, men være der, hvor jeg når ud til flest.
Dét svar affødte en idé om at rejse og dele mine guldkorn om vægttabs-sabotage i lande udenfor Danmark, f.eks. England. Så jeg er nu i fuld gang med at udforme Weight Loss Sabotage sitet (som jeg købte i sidste uge) med stor fornøjelse, og glæder mig ved tanken om at kunne rejse og få selvsabotage-guldkornene ud til flere. Det er interessant hvordan alle brikkerne falder på plads. Og vores følelser er en del af de brikker. Så hvis du føler utilfredshed, tristhed eller frustration over hvor du er nu, kan det måske være et tegn på at noget skal justeres…